0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Luksustoget Orientekspressen kørte fra Venedig til Istanbul. Vi genskaber noget af ruten – bare billigere

Gennem fremmede byer, ukendte skove, sneklædte bjerge, langs svulmende floder, ud over endeløse stepper rejser vi mod Istanbul. Ingen kaviar og champagne, ingen forgyldte vandhaner. Men det er et eventyr, og på vejen hopper vi af i Berlin, Budapest, Bukarest og Sofia.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Sammenlagt tilbringer vi 55 timer i tog og sover måske i de 20. Resten af tiden kan vi ikke få øjnene fra landskabet, der passerer forbi.

Togrejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Togrejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Orienten. Der hvor solen står op. Istanbul ligger på tærsklen. Orientekspressen har længe været en eksotisk drøm forbundet med luksus, spænding og mystik. Den kørte bare sin sidste tur til Istanbul i 1977, og Venice Simplon, som en gang om året har en tur fra Paris til Istanbul, er lige luksuriøs nok til os. Så vi komponerer vores egen version.

István sørger for spændingen. Han er vores sovevognskonduktør mellem Berlin og Budapest.

»Det er vigtigt, at I låser døren til kupeen i nat«, siger han, da han hjælper os på plads i sovevognen.

Og István ved nok, hvad han taler om. Han har været i faget i over 30 år og oplevet lidt af hvert. I halvfemserne betjente han de rejsende mellem Budapest og Beograd.

»Vi ungarere var de eneste, der kørte i Serbien i de år med borgerkrig og blokader, og vi så på nært hold, hvordan befolkningen led. De sultede, og der var mangel på medicin. Det ungarske mindretal kom og tryglede os om at bringe medicin til dem«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere