De har grublet ved de runde borde i DSB’s fredede kedelsmedje ude bag Dybbølsbro Station i København. 200 gymnasielever, rejsebranchefolk og DSB-ansatte fordelt på 15 grupper har brainstormet på whiteboards, griflet ideer ned på post it-sedler. Diskuteret og debatteret i et såkaldt ’hackathon’, hvor udgangspunktet har været at gentænke gymnasiernes studierejser, der hvert bringer 50.000 elever ud i verden med fortrinsvis fly.
Torsdag eftermiddag blev det så afsløret, hvilke grupper der frembragte den mest innovative ide. Hver af de 15 grupper havde fire minutter til at fremlægge deres visioner på scenen i det lange, højloftede lokale, hvorefter et dommerpanel bestående af Jan Sigudur Christensen, kommerciel direktør i DSB, Aske Wieth-Knudsen, chef for bæredygtighed i DSB, Maja Bødtcher-Hansen, rektor på Frederiksberg Gymnasium, Frederik Roland Sandby, talsperson for Den Grønne Studenterbevægelse, og Helena Levison, ekspert i brugeroplevelser, gik i enrum for at votere.



























