Engang lå togruterne spændt ud over Europa som et stort, fedt edderkoppespind. Så kom de billige, hurtige lavprisfly og satte togdriften tilbage. Men nu sker der heldigvis noget igen, både med dag- og nattog. Til glæde for alle dem, der sætter togrejsen højt. I 2021 ser det ud til, at flere nye ruter er på vej, og flere ellers nedlagte bliver genåbnet.
For danske rejsende er det først og fremmet ruten Malmø-Hamburg/Berlin med stop i København undervejs, der er interessant. Det er svenske Snälltåget, der skal køre ruten, og det er planlagt, at ruten skal begynde i slutningen af marts. Dog kan det være, at debuten udskydes til senere på foråret, hvis coronaen fortsætter sin hærgen, fortalte daglig leder af Snälltåget Carl Adam Holmberg til Politiken for nylig. Det var meningen, at Snälltåget også skulle have kørt skitog fra Sverige til Østrig gennem Danmark i 2021, men den rute er udskudt til 2022.


























