I Cuba er tiden væk: Dollargrin fra før revolutionen i 1959 hoster rundt i hovedstadens gader, den statslige avis beskriver østaten som et socialistisk paradis uden kriminalitet, og den indre by med smukke bygninger i art deco, art nouveau og spansk kolonistil står nymalet. Det hele er kulisser, der dækker over et jernhårdt diktatur, men for turisten er det et eventyr – indtil virkeligheden ved nærmere øjesyn viser sig.
De aldrende Castro-brødre bruger tricks for at undgå fordømmelse ved eksempelvis for nylig at tillade internet og mobiltelefoner. Men uhyre få bruger de grænseoverskridende, demokratiske teknologier, for det koster fire kroner for en cubaner at ringe til sin nabo, som skal betale tre kroner for at modtage opkaldet. Det vil sige, at regimet tjener næsten syv kroner i minuttet på, at to borgere taler sammen. Internettet bliver udnyttet lige så udspekuleret: Det koster 50 kroner at få adgang til nettet i en time, og forbindelsen er så langsom – serverne står i Forsvarsministeriet – at man højst kan nå at åbne et par mail, svare kort på en af dem samt at øje en hjemmeside igennem. Derefter er en halv månedsløn brugt. En cubaner tjener i snit 100 kroner om måneden.
