Ship Rock: En vulkan på vrangen
Ship Rock ligner en klippe af sten formet som et gammelt Clipper-skib skudt op af det golde ørkenlandskab. Men det er ikke nogen almindelig klippe af sten. Det er noget så udsædvanligt som det indvendige af en vulkan. Det forunderlige er, at vulkanen som sådan er forsvundet på grund af erosion gennem millioner af år, og du ser derfor kun en rest: vulkanens kerne. Den blev formentlig i sin tid dannet 750-1.000 meter under jordens overflade, men er nu blotlagt til stor fascination.
Ship Rock kan på en klar dag ses over 100 kilometer væk, og køreturen dertil er derfor i sig selv en oplevelse. Det koster intet at køre ud til selve Ship Rock, men der er heller ikke nogen form for officiel attraktion ved stedet. Ship Rock ligger i Navajo-administreret land i det nordvestlige New Mexico og ikke langt fra Four Courners. Køreturen ud til selve formationen kræver tålmodighed og foregår på en bumlet jordvej, så en bil med en god frihøjde anbefales. På grund af myter og religiøse ritualer må Ship Rock ikke bestiges eller betrædes.




























