Rocky 01. feb. 2008

Lyt til artiklen

Han er Mellemøstens 'Grand Old Man'. Adskillige gange har rygtesmedene erklæret ham dødeligt syg og på vej ned ad magtens tinde, men Egyptens præsident, Hosni Mubarak, gør ikke mine til at overlade Mellemøsten til andre. Tværtimod. Han demonstrerer i disse dage, at han, og kun han, har det, der skal til for at kunne få alle parter i regionens værste hårdknudekonflikter i tale. Vil løse krisen Egyptens største avis Al Ahram har offentliggjort et interview med Mubarak, hvor han uden omsvøb forklarer, at han personligt er ved at forsøge at løse krisen mellem Israel og de væbnede islamiske grupper, der søndag kidnappede en israelsk soldat, Gilad Shalit, ved et angreb på en grænsepost inde i Israel. »Egyptisk kontakt med adskillige Hamasfraktioner har ført til foreløbige positive resultater, der tegner konturerne af en aftale om at udlevere soldaten snarest muligt for at undgå eskalering«, sagde Mubarak blandt andet. Han sagde desuden, at israelerne havde »lovet ikke at gyde uskyldige palæstinenseres blod« - men at de endnu ikke havde givet svar på den foreslåede løsning. Telefonsamtaler Interviewet gav dagen igennem anledning til en række mere eller mindre slørede meldinger. Den israelske ministerpræsidents kontor meddelte først, at man intet kendte til et forslag, men lod senere på dagen reaktionen omformulere til, at Israel ikke »deltager i forhandlinger om at få Gilad Shalit løsladt«. Det stod dog klart, at Olmert havde talt i telefon med præsident Mubarak. Til gengæld oplyste palæstinensiske kilder i dagens løb, at præsident Mubarak personligt havde ringet både til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og til ministerpræsident Ismail Haniyeh. Samme kilder kunne også melde, at Mubarak havde ringet til Syriens præsident Bashar Assad og med store bogstaver forklaret ham, at han måtte lukke Hamasbevægelsens hovedkvarter, der ligger i Damaskus. Det er den udbredte mening i Gaza og i Jerusalem, at lederen af Hamaskontoret i Damaskus, Khaled Mishal, har været direkte i forbindelse med de tre væbnede islamiske grupper, der søndag angreb den israelske grænsepost, og som i månedsvis har gravet den underjordiske tunnel under grænsen mellem Gaza og Israel, som førte dem til den israelske militærpost. Mishal er manden med pengene. Derfor har Mubarak også haft fat i ham. Ifølge de palæstinensiske kilder har Mubarak beordret Khaled Mishal til Kairo for at få ham gjort til en del af den aftale, den egyptiske præsident ønsker at få i stand. Mulig aftale Mubaraks højrehånd, chefen for den egyptiske efterretningstjeneste, Omar Suliman, forventes at komme til Gaza i løbet af i dag for at banke en aftale yderligere på plads. En libanesisk avis og adskillige internetsider offentliggjorde forskellige udgaver af en mulig aftale. Til gengæld for løsladelsen af den kidnappede israelsk soldat skal Israel love at løslade et stort antal palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. Det hed også, at der var tale om fanger, der stort set har udtjent deres straf - noget, der får det til at lyde, som om Israel har været ind over forslaget. Et andet element, der nævnes, er, at de palæstinensiske fraktioner skal love at standse Qassam-raketangrebene på Israel mod, at Israel trækker sine tropper ud af Gaza igen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her