Hvis en virksomhed er ramt af økonomisk krise, behøver det ikke at betyde stress og utryghed hos de ansatte. Den pressede situation kan også gøre arbejdspladsen bedre, da den kan føre til innovation og til et større sammenhold på tværs af hierarkier.
Det viser en rapport fra interesseorganisationen Lederne, der undersøger danske lederes syn på finanskrisen og dens betydning for det psykiske arbejdsmiljø. Billedet er dog langt fra lyserødt. Hver tredje leder mener, at det psykiske arbejdsmiljø er blevet dårligere under krisen, og to af tre vurderer, at krisen har medført større frygt for fyringsrunder.




























