OL 2024
De skud. Den scene. Det billede ... Dét var vildt!
To en halv uges OL er forbi, og tusindvis af atleter, trænere, tilskuere, frivillige og pressefolk drager hjem fra Paris med en buket af minder, der nu skal fordøjes.
Her er de største øjeblikke oplevet af Politikens udsendte journalister.
Og pludselig var det hele forbi.
Det begyndte med en spektakulær åbningsceremoni ned ad Seinen og sluttede i et dansk perspektiv lige så overdådigt med et mesterværk af en kamp af de danske håndboldherrer i OL-finalen i Lille.
Paris har de seneste uger vibreret af sportsglade tilskuere fra hele verden, og byen har vist sig frem fra sin bedste side med konkurrencesteder, der har emmet af den storhed både OL som begivenhed og Byernes By er synonym med over det meste af kloden. Det har også hjulpet på festen, at franske helte som svømmekongen Léon Marchand og den 17-årige bebrillede batdreng Felix Lebrun har skabt eufori i landet med deres præstationer.
Selv med et overflødighedshorn af mange store øjeblikke er der dog stadig nogle, der rager op over andre. Her er det, Politikens udsendte journalister især vil huske fra OL i Paris 2024.
Søren-Mikael Hansen, journalist
Olympiske lege er en smeltedigel af verdensklasse. Den ædle tese om, at det er vigtigere at være med end at vinde får lov at udfolde sig på kanten af kulisserne, men inde på hovedscenerne udfolder atleter i kamp om medaljer sig på et fysisk niveau, som vi dødelige helt reelt har svært ved at forstå.
Derfor er det et indlysende privilegium at opleve forløsningen, når års, ja, hele livs forberedelse og opofrelse kulminerer i guld, sølv eller bronze.
Kim Astrup og Anders Skaarup forlader slukørede banen efter at have tabt bronzekampen til Malaysias Aaron Chia og Wooi Yik Soh.
Ekstraordinært uforglemmeligt er det dog, når atleters indsats ender akkurat en fingerspids fra belønningen. I badmintonturneringens herredouble havde Kim Astrup og Anders Skaarup allerede medaljen om halsen, da de førte 20-16 i andet sæt af bronzekampen efter at have vundet første. De ’glemte’ bare at tage det sidste point, tabte og måtte gå spidsrod mellem kameraer og mikrofoner for igen og igen at løse den umulige opgave at beskrive den smertefulde ærgrelse, de vil bære rundt på resten af livet. Den ubarmhjertige side af eliteidrætten er nødvendig at favne for at forstå betydningen af berusende jubel.
Jeppe Dong Abrahamsen, journalist
De skud. Den scene. Det billede ... Dét var vildt! Stephen Currys masterclass i træfsikkerhed, da han med fire scoringer – alle til tre point – lagde Frankrig i seng i finalen i basketball, bedst som værtsnationen var ved at nå op med tre minutter tilbage af kampen, var nok det allerstørste øjeblik for mig ved dette OL, som var mit første.
Svømmeren Léon Marchands opvisning i bassinet, da han vandt to guldmedaljer på én aften og skabte eufori i Paris La Défense Arena, kommer dog tæt på. OL var i øvrigt så rigt på enestående oplevelser, at det at se en kamp mellem Rafael Nadal og Novak Djokovic på Court Philippe-Chatrier ikke engang er i min top-5.
En af Currys scoringer faldt med knap to minutter tilbage af anden periode, da han fra hjørnet fik sendt bolden i en bue over det franske stjernefrø Victor Wembanyamas 224 centimeter. Momentet blev fanget af fotografen Ezra Shaw, hvis billede efterfølgende gik viralt.
Currys stime var en ikonisk sekvens og en perfekt afslutning på en dag, der også bød på en brudt forbandelse. I to uger var det lykkedes mig at misse alle danske medaljer, som i stedet blev bevidnet af en af Politikens andre udsendte. Indtil Michael Mørkøv og Niklas Larsen vandt bronze få timer før basketball-finalen.
Efter at have skrevet det sidste af bronzereportagen fra bagsædet af en sort Toyota, hvis Uber-chauffør kørte frisk til igennem Paris, nåede jeg frem til Bercy Arena blot to minutter efter tipoff. Og fik sat et flot punktum for opholdet i Paris, inden turen søndag gik til Lille og håndboldherrernes fantastiske guldmedalje som velsmagende skrub-af-mad.
Henrik Braad Jacobsen, journalist
Da Sandra Toft debuterede på kvindelandsholdet i 2008, var det på bagkant af en veritabel dansk guldalder, og der skulle gå mange år, før målvogteren fik lov at smage lidt af den succes, tidligere spillere havde opnået. Først i 2021 vandt Toft, der nu var avanceret til anfører for landsholdet, en VM-medalje, men drømmen var i alle årene at deltage i de olympiske lege.
I 2024 lykkedes det – 16 år efter debuten. Og oveni blev det endda til en bronzemedalje for kvindelandsholdet og Sandra Toft, der på den måde fik sat en stopper for 20 års medaljetørke i olympisk sammenhæng.
Der blev fældet masser af tårer, da slutsignalet lød på Stade Pierre Mauroy i Lille og Danmark efter en flot kamp havde besejret Sverige 30-25. Det var forståeligt med tanke på de mange nederlag, dette hold har stået igennem de seneste snes år.
Danmark spillede sig til den første OL-medalje i kvindehåndbold siden 2004. Dermed rejste Danmark for første gang nogensinde hjem fra et OL med medaljer til både kvinderne og mændene.
Fortjent og ufortjent eller synd er ord, der sjældent er plads i til i eliteidræt, men skal jeg alligevel pege på en medalje ved legene i 2024, der er faldt til de rigtige, er det kvindelandsholdets bronzemedalje.
Christian Heide-Jørgensen, sportsredaktør
Da 8.000 franske tilskuere kastede sig ud i en spontan udgave af Édith Piafs ’Non, je ne regrette rien’ i minutterne, før det blot 17-årige bordtennisfænomen Felix Lebrun spillede olympisk semifinale mod kineseren Fan Zhendong, smeltede sport og følelser sammen i en grad, så tårerne trillede fra selv de mest hårdkogte typer på tilskuerrækkerne. Det var så smukt, så stort.
Eller da danske Edi Hrnic sparkede sig gennem en lang dag i det pompøse Grand Palais og endte dagens følelsesmæssige centrifuge med bronze om halsen, blev man fuldkommen fortryllet af den 20-årige taekwondokæmpers vilje til at kæmpe sig gennem smerter og mentale dyk midt i hans befippelse over at stå i den olympiske arena.
Men intet slår alligevel oplevelsen af Simone Biles. Den 27-årige gymnast, der havde kæmpet sig tilbage til overfladen efter overgrebssagen mod Larry Nassar og hendes pludselig farvel på grund af psykisk overbelastning til OL i Tokyo for tre år siden.
Gymnasten Simone Biles kunne have vundet fem guldmedaljer, men måtte 'nøjes' med tre. Alligevel var hun en af de helt store oplevelser ved OL, mener sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen.
Hendes comeback i Paris var fænomenalt. Ikke kun fordi hun vandt tre guldmedaljer og igen skubbede grænserne for, hvad man kan drive den menneskelige krop til i skruer, saltoer og andre krummelure. Men fordi hun insisterede på at gøre det som Simone fra Spring, Texas. Hun formår på utrolig vis at holde fast i sig selv i en verden, der altid er genstand for tilbedelse og kameralinser. Og ikke som det orakel eller den ophøjede megastjerne, som konstant bliver afkrævet livsråd til piger, kvinder og almindelige mennesker.
»Bare vær dig selv«, som hun sagde med smil og overskud til en amerikansk journalist ved en af pressekonferencerne efter endnu en medaljeceremoni.
»Det er det mest inspirerende, man kan være«.