Henrik Møllgaard og Rasmus Lauge har været med til meget, men ingen af dem kunne dog mindes at have oplevet landsholdet spille så godt som i OL-finalen mod Tyskland.

Henrik Møllgaard havde nærmest ondt af Tyskland: »Vi sidder jo også derude og tænker: ’Hvad skal de næsten gøre?’«

Henrik Møllgaard (i midten) fik ikke ret mange minutter på banen. Til gengæld kunne han sidde på »de dyreste pladser i hallen og nyde en fantastisk håndboldkamp«, som han sagde. Foto: Jens Dresling
Henrik Møllgaard (i midten) fik ikke ret mange minutter på banen. Til gengæld kunne han sidde på »de dyreste pladser i hallen og nyde en fantastisk håndboldkamp«, som han sagde. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Kærester, koner og børn fik kys og kram. Tårer blev fældet. Mødre, fædre og andre familiemedlemmer strålede af stolthed og betragtede det glimtende stykke guld, der hang om halsen på de nyslåede danske olympiske mestre i håndbold, da de nød et fortjent øjebliks samvær med deres nærmeste i et område nær en af udgangene på Stade Pierre Mauroy i Lille oven på triumfen over Tyskland.

De havde besteget olympen og var vendt retur med den ultimative belønning for anstrengelserne. Endda på en måde, der demonstrerede en suverænitet, hvis lige aldrig er set i håndboldens OL-historie. En føring på 9 mål ved pausen endte med en overlegen sejr på 39-26.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her