Magtdemonstration. Mesterværk. Ydmygelse.
Vælg selv, hvilket prædikat der skal sættes på de danske håndboldherrers opvisning i OL-finalen mod Tyskland. Der er alligevel ingen af dem, der rækker til at beskrive det vanvittigt høje niveau, Mathias Gidsel, Simon Pytlick og alle de andre spillere gav eksempler på igennem samtlige 60 minutter i den fuldstændig overlegne sejr på 39-26 over Tyskland.
I et propfyldt Stade Pierre Mauroy, der normalt er hjemmebane for Lilles fodboldhold, men under OL er blevet omdannet til en håndboldarena af den slags, man kun kan drømme om, fuldendte Danmark et olympisk togt, der trods enkelte skønhedspletter satte to tykke streger under, at det danske hold er i en klasse for sig.
Det tog otte minutter, men så fik Nikolaj Jacobsens tropper styr på defensiven, der haltede så gevaldigt i store dele af anden halvleg af semifinalen mod Slovenien og gjorde landstræneren rasende. Danskerne tvang tyskerne til flere tekniske fejl og holdt dem fra fadet i syv minutter og udbyggede via flot overtalsspil og nemme kontramål føringen, så den midtvejs i første halvleg var hele 12-6.
Den tyske topscorer, Renars Uscins, blev holdt i et jerngreb og blev flået ud, da tyskerne tog timeout efter 12 minutter. Det samme gjaldt playmaker Juri Knorr. Uden at det hjalp en døjt på tyskernes angrebsspil.
Perfekt punktum for Mikkel Hansens karriere
Det danske hold satte derimod nærmest ikke en fod forkert offensivt i 1. halvleg, der endte 21-12 i dansk favør. Der var højt tempo og en uhørt træfsikkerhed, som betød, at Danmark ikke alene var oppe at føre med 11 mål, men også på et tidspunkt havde kurs mod at score næsten 50 mål, hvis de kunne fortsatte i samme høje fart hele kampen.
Det kunne de. Næsten. Allerede efter 13 minutter af 2. halvleg passerede Danmark 30 mål, og anført af en sprudlende Mathias Gidsel, der allerede tidligt i anden halvleg scorede nok mål til at blive OL-topscorer, kværnede den danske målmaskine derudad for fuld hammer. Kun en række afbrændere til sidst i kampen hindrede holdet i at runde 40 mål.
Med OL-guldet – det andet på otte år – kunne Mikkel Hansen ikke få en bedre afslutning på karrieren, og den 36-årige legende løb da også rundt med et smil, da han til sidst i kampen kom på banen for at styre det danske angreb.
Det var ren kosmetik, men det pyntede på en allerede smuk sejr, der vil blive husket i lang tid som et skoleeksempel på, hvordan håndbold skal spilles.
Sådan forløb kampen ...
fortsæt med at læse

