Anders Antonsen har med øjeblikkelig virkning afbrudt samarbejdet med sin træner siden 2022, Joachim Persson. Den danske badmintonstjerne skriver i et opslag på Instagram, at han for nylig ved et tilfælde så sin træner gamble på en kamp i den arena, hvor Antonsen også havde spillet, og da det er mod reglerne i Det Internationale Badmintonforbund (BWF), så han ingen anden udvej end at indrapportere hændelsen og samtidig afbryde samarbejdet med Joachim Persson.
»Som træner for en spiller, der deltager under BWF, er det et regelbrud. Som spiller under BWF er man forpligtet til at rapportere en sådan adfærd, så snart man bliver bekendt med den. Hvis man ikke videregiver sådan en information, er det et brud på BWF’s adfærdskodeks. Jeg vil gerne tage afstand fra den adfærd, og derfor er den eneste mulighed at melde det og opsige vores samarbejde«, skriver Anders Antonsen blandt andet i opslaget.


























