Palle-efternavnet er forbundet med verdensmesterbælter og titelkampe. Helt tilbage i 1950’erne stod Mogens Palle bag mesterbokseren ’Gentleman’ Chris og derefter fulgte Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule, som alle vandt titler i de følgende årtier. Ved et stævne i K.B. Hallen i 1999 havde Bettina sin debut som promotor. I samarbejde med Mogens arrangerede hun Brian Nielsens storkamp mod Mike Tyson i Parken og flere af Mikkel Kesslers titelkampe i Europa.
I næste måned står Bettina Palle bag endnu et af Danmarks største boksestævner, når Danish Fight Night afholdes i Royal Arena. Hun har siden sin fars død for to år siden egenhændigt stået bag forsøget på igen at løfte dansk boksesport op til fortidens niveau. Bettina Palle ønsker at føre sin fars arv videre. Jeg mødes med hende og spørger ind til tilværelsen i boksesportens inderkreds:


























