Et dårligt udtryk på banen og manglende gnist blandt spillerne har fået Maik Machulla fyret i Aalborg.

Aalborg fyrer tysk cheftræner efter få måneder

Den 47-årige tysker har en fortid som spiller og træner i Flensburg-Handewitt, ligesom han også opnåede tyske landskampe i sin tid som spiller. Foto: Ole Martin Wold/Ritzau Scanpix
Den 47-årige tysker har en fortid som spiller og træner i Flensburg-Handewitt, ligesom han også opnåede tyske landskampe i sin tid som spiller. Foto: Ole Martin Wold/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Storklubben Aalborg Håndbold har efter få måneder mistet tålmodigheden med den tyske cheftræner Maik Machulla.

Derfor oplyser klubben søndag formiddag, at tyskeren med omgående virkning har fået sparket.

Han tiltrådte i klubben forud for sæsonen som afløser for succesfulde Stefan Madsen, men klubdirektør Jan Larsen har set en nedadgående trend og føler sig nødsaget til at fyre tyskeren.

»Beslutningen er truffet på baggrund af flere faktorer. Først og fremmest fordi vi ikke er tilfredse med det udtryk vi har leveret spillemæssigt, hvor vi ikke har oplevet den udvikling og flow i vores spil, som vi har forventet«.

»Derudover har vi i spillertruppen set tegn på manglende gnist og spilleglæde, ligesom vi generelt har underpræsteret i forhold til det materiale, vi har til rådighed«.

»Vi er naturligvis ærgerlige over, at samarbejdet ikke blev, som håbet for begge parter, men omvendt følte vi også, at vi var nået til et punkt, hvor vi var nødt til at agere. Vi ønsker Maik alt det bedste fremover«, siger Jan Larsen.

Den 47-årige tysker har en fortid som spiller og træner i Flensburg-Handewitt, ligesom han også opnåede tyske landskampe i sin tid som spiller.

Assistenttræner Simon Dahl overtager cheftrænerrollen midlertidigt. Den rutinerede forsvarsspiller Henrik Møllgaard bliver spillende assistenttræner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her