Artiklen er opdateret kl. 18.40.
Tilhængere af Maccabi Tel Aviv blev angrebet torsdag aften i Amsterdam, og det får nu politiet i Norge til at øge sikkerheden før Bodø/Glimts kamp mod det israelske hold i januar, oplyser Cathrin Nerhus Lewin, der er assisterende stabschef i Nordland Politidistrikt, til norske NRK.
»Vi har allerede startet planlægningen. Vi laver en risikovurdering af kampen og de erfaringer, vi har gjort os i forbindelse med kampen i Amsterdam. Vi vil helt sikkert tage kontakt til hollandsk politi for at høre, hvad de har gjort før, under og efter kampen«, siger Lewin.
Bodø/Glimts kamp mod Maccabi Tel Aviv i Europa League spilles 23. januar.
»Der er al grund til at tro, at der vil være en større tilstedeværelse af politiet. Der bliver sat flere ressourcer ind fra politiets side. Ikke bare det man ser i gaderne, men også i efterforskningen før kampen«, siger hun.
Det er torsdagens optøjer i Amsterdam mellem propalæstinensiske tilhængere og israelske fodboldfans, der har fået norsk politi til at skærpe sikkerheden. 10 tilhængere af den israelske klub blev såret i Amsterdam, og 5 af dem kom på hospitalet. I alt 62 personer blev anholdt. Myndighederne i Amsterdam oplyste, at ballademagerne »aktivt opsøgte de israelske tilhængere for at angribe og overfalde dem«.
NRK skriver, at det hører med til historien, at de israelske tilhængere også provokerede med nedladende sange, der var rettet mod palæstinenserne.
Ajax vandt kampen over Maccabi Tel Aviv med 5-0. Tidligere i turneringen vandt FC Midtjylland med 2-0 over israelerne i en kamp, der blev spillet i serbiske Beograd. Maccabi Tel Aviv skal inden kampen i Norge spille yderligere to kampe i Europa League. Næste kamp er ude mod tyrkiske Besiktas i Istanbul 28. november.
Skærpet sikkerhed til landskamp
Også i Frankrig er der skærpet sikkerhedsopbud, når Israel kommer på besøg for at spille Nations League i den kommende uge i Paris
»Nogle opfordrer til, at Frankrig-Israel skal spilles et andet sted. Det accepterer jeg ikke«, skriver den franske indenrigsminister, Bruno Retailleau, på X.
»Frankrig vil ikke trække sig, da det vil svare til at bukke under for trusler om vold og antisemitisme«.
Ministeren har derfor anmodet politidirektøren i Paris, Laurent Nunez, om at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for, at kampen på torsdag kan blive gennemført.
Tidligere på efteråret afviste Belgien at lægge græs til holdets hjemmebanekamp i Nations League mod Israel, da de belgiske myndigheder mente, at det var »umuligt at organisere denne højrisikokamp«. I stedet blev opgøret i begyndelsen af september spillet uden tilskuere i Ungarn.
Israel: Bliv væk fra basketballkamp
Israels nationale sikkerhedsråd opfordrer desuden landets borgere om at holde sig fra fredagens basketballkamp mellem Virtus Bologna og Maccabi Tel Aviv i Norditalien. Det sker i kølvandet af angrebet mod en gruppe israelske fodboldfans i Amsterdam natten til fredag, skriver nyhedsbureauet dpa. Sikkerhedsrådet har desuden opfordret basketfansene til ikke at iføre sig israelske eller jødiske symboler.
Bologna er traditionelt en venstreorienteret by, og myndighederne er i højt beredskab forud for kampen af frygt for uroligheder.
Opgøret mellem Virtus Bologna og Maccabi Tel Aviv spilles i EuroLeague, som er Europas bedste klubturnering. På grund af den anspændte situation er der mere politi til stede i forbindelse med kampen end sædvanligt. Spillerne fra Maccabi Tel Aviv er under konstant beskyttelse.
Virtus Bologna har de seneste år haft danske Gabriel ’Iffe’ Lundberg i truppen, men han skiftede i sommer til serbiske Partizan.
ritzau




























