Danmark havnede i en svær gruppe, da der mandag blev trukket lod til næste års EM i fodbold for kvinder, der spilles i Schweiz.
De danske fodboldkvinder endte i gruppe C, og det samme gjorde Tyskland, Sverige og Polen, der altså bliver modstanderne i det indledende gruppespil til næste sommer.
De to øverste hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.
De danske fodboldkvinder var i andet seedningslag og fik tyskerne fra øverste lag, Sverige fra tredje lag og Polen fra det nederste lag.
Ved det seneste EM i 2022 var de danske fodboldkvinder også i gruppe med Tyskland. Den kamp tabte Danmark med 0-4.
ritzau



























