Omar Marmoush skifter fra Eintracht Frankfurt til Manchester City på en kontrakt frem til sommeren 2029.

Manchester City henter brandvarm angriber

Foto: Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manchester City forstærker sig på angrebspositionen og henter den egyptiske angriber Omar Marmoush i tyske Eintracht Frankfurt.

Det oplyser City på sin hjemmeside.

25-årige Marmoush har fået kontrakt frem til sommeren 2029, lyder det.

Marmoush har gang i en fremragende sæson i Frankfurt, hvor han med sine 15 ligamål kun er overgået af Bayern Münchens Harry Kane på Bundesligaens topscorerliste.

I alt har han scoret 20 mål i 26 kampe i sæsonen hidtil.

Nu skal Marmoush i front kæmpe om spilletid med den norske stjerne Erling Haaland, der har reelt har været Citys eneste spydspids, siden Julian Alvarez blev solgt til Atlético Madrid i sommer.

Marmoush kom til Frankfurt på en fri transfer fra Wolfsburg i sommeren 2023 efter en lejeaftale hos Stuttgart.

City har gang i en svær sæson efter at have vundet titler på samlebånd i flere sæsoner.

Klubben ligger blot nummer fem i Premier League og skal vinde den sidste kamp mod Club Brugge for at avancere i Champions League.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her