Portugal vandt VM-kvartfinalen mod Tyskland med 31-30 efter forlænget spilletid og møder nu Danmark.

Dramatisk sejr sender Portugal i favnen på Danmark

Foto: Susana Vera/Ritzau Scanpix
Foto: Susana Vera/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Overraskelsen Portugal bliver Danmarks modstander i fredagens VM-semifinale i herrehåndbold.

Det står klart, efter at portugiserne onsdag aften slog Tyskland 31-30 efter forlænget spilletid i en omskiftelig og højdramatisk kvartfinale i Oslo.

Portugiserne førte med fire mål ved pausen, fremtvang siden forlænget spilletid og tog det sidste stik med et mål få sekunder før tid. Det er første gang nogensinde, at Portugal når semifinalen ved et stort mesterskab.

Et stærkt portugisisk forsvar og en yderst velspillende Diogo Marques sørgede for en portugisisk overhånd i første halvleg, mens den stærke tyske keeper Andreas Wolff gjorde kampen tæt igen i anden halvleg. Til sidst måtte det tyske plankeværk kapitulere.

Portugal får brug for, at holdets defensiv rammer topniveauet i en hel kamp, hvis portugiserne skal gøre sig forhåbning om at drille de danske forhåndsfavoritter i fredagens semifinale.

Fra begyndelsen af onsdagens kvartfinale stod det klart, at både Tyskland og Portugal er bedre defensivt end offensivt. Efter fem minutter var der scoret ét mål i kampen, og særligt tyskerne havde problemer med at få tempo og kvalitet i angrebsspillet.

Efter det første kvarter havde naboerne mod syd scoret beskedne tre mål.

Selv om målfrekvensen naturligt steg frem mod pausen, havde tyskerne et efterslæb på fire mål, 9-13, efter de første 30 minutter.

Afgørelse tre sekunder før tid

I anden halvleg var der flere sprækker i det portugisiske forsvar og i keeper Diogo Margues’ parader.

Også portugisernes angreb kom trægt i gang efter pausen, og da forspringet var skrumpet til et enkelt mål på 13 minutter, tog portugiserne timeout, men det standsede ikke blødningen.

Tyskland nåede op på at have en tomålsføring, inden Portugal meldte sig tilbage i opgøret før en tæt afslutning på den ordinære spilletid.

Her byttede holdene mål på skift, og stillingen var helt lige før de sidste 22 sekunder. Tyskerne fik mulighed for at sætte det sidste angreb ind, men formåede end ikke at komme til afslutning.

I den forlængede spilletid fortsatte jævnbyrdigheden, men denne gang fik Portugal sidste chance for at sætte kniven ind.

Det lykkedes med tre sekunder tilbage på uret, da Martim Costa slaskede bolden i mål. Øjeblikket efter var der euforiske jubelscener over Portugals største håndboldpræstation nogensinde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her