Hverken Randers eller Lyngby formåede at score i fredagens superligakamp, der var præget af massiv tåge.

Lyngby og Randers deler point i tåget nullert

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Efter en jævnbyrdig kamp med et fåtal af store målchancer spillede Lyngby Boldklub fredag aften 0-0 mod Randers FC i Superligaen.

Skarpheden manglede på den sidste tredjedel for begge mandskaber, der med pointdelingen endnu ikke har taget en sejr i forårssæsonen.

Randers havde hårdt brug for de tre point for at styrke sin position i top-6 før opgør mod AGF, Brøndby og FC Midtjylland.

Men randrusianerne endte med at skuffe mod Lyngby, der kæmper for overlevelse.

Efter 19 kampe har Lyngby således fem point op til Sønderjyske, der har en kamp i hånden, over nedrykningsstregen.

Alt imens har Randers 31 point og fem point ned til både Silkeborg IF og FC Nordsjælland på henholdsvis sjette- og syvendepladsen.

Værterne fra Lyngby lagde bedst fra land med mest boldbesiddelse og flest vundne dueller.

Særligt angriberen Jesper Cornelius voldte problemer for Randers, men danskeren manglede den sidste skarphed i de afgørende momenter.

Senere følte Randers-spillerne sig ad to omgange snydt for hjørnespark, da kampens dommer i stedet dømte målspark.

Massiv tåge

Kampen var præget af massiv tåge, som gjorde sigtbarheden svag.

Med få minutter til pause fik Randers-spilleren Mathias Greve gæsternes hidtil bedste mulighed i kampen.

Greve blev spillet fri af en holdkammerat, inden danskeren midt for mål sendte bolden lige i paraderne på Lyngbys keeper.

De store chancer lod vente på sig efter pausen, hvor begge mandskaber igen manglede skarpheden.

Det trak således op til en nulløsning i Lyngby. Og først efter 78 minutter fik indskiftede Jonathan Amon en stor mulighed for at bringe Lyngby foran.

Amerikaneren blev spillet fri i feltet, inden han dog sparkede forbi Randers-målet. Efterfølgende blev der også vinket for offside.

Lyngby jagtede sejren mest i slutminutterne, men trods flere fine optræk til muligheder formåede holdet ikke at få prikket hul på bylden.

Det var generelt en taktisk kamp, hvor holdene fik neutraliseret hinanden. Derfor var det ikke så underligt, at kampen endte uden mål.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her