I Bundesligaen er Dortmund i gang med en sløj sæson, men det går noget bedre i Champions League.
Storklubben fra Ruhr-distriktet spillede sig onsdag videre til kvartfinalen ved at besejre Lille med 2-1 på udebane i det nordlige Frankrig.
Det første kamp var endt 1-1, og det så sort ud for tyskerne, da målmand Gregor Kobel droppede efter fem minutters spil af returkampen.
Lille-angriberen Jonathan Davids afslutning sad lige på Kobel. Men schweizeren reagerede for langsomt, og bolden smuttede både mellem hans hænder og fødder og videre ind i mål.
I weekenden skuffede Dortmund-spillerne endnu engang i den hjemlige liga og tabte hjemme til Augsburg. Det sendte holdet helt ned på tiendepladsen og langt væk fra de placeringer, der giver adgang til næste års Champions League.
En ny nedtur truede med Lilles tidlige føring, men fra anden halvlegs start vågnede Dortmund op.
Efter syv minutter blev Serhou Guirassy nedlagt i straffesparksfeltet af hjemmeholdets tidligere Dortmund-spiller Thomas Meunier. Emre Can sendte fra straffesparkspletten bolden i nettet midt i mål.
I de efterfølgende minutter blev Lille-målet nærmest belejret. Julian Ryerson spillede bolden tilbage i feltet til Karim Adeyemi, der hamrede bolden på overliggerens overside.
Kort efter spillede Guirassy bolden videre til Maximilian Beier. Han tæmmede den i feltet, tog et kort træk til siden og sendte den med største selvfølgelighed helt op i målhjørnet til Dortmund-føring på 2-1.
Den tyske sejr var helt i tråd med spil og chancer. Dortmund var generelt både bedst og farligst, og det Lille kom ikke frem til meget med kniven på struben i slutfasen.
Tyskerne nåede sidste år helt frem til finalen i Champions League. Og måske er de igen ved at redde en skuffende sæson med store bedrifter i den prestigefyldte turnering.
Foreløbig er Dortmund mellem de sidste otte hold og møder Barcelona i kvartfinalen.
ritzau


























