For anden gang i karrieren kan den Mathieu van der Poel lade sig hylde som vinder af sæsonens første monument, Milano-Sanremo.
I en voldsomt spændende finale tog den hollandske stjernerytter fusen på ’uovervindelige’ Tadej Pogacar og spurtede først over målstregen. Filippo Ganna blev toer, mens Pogacar måtte nøjes med en tredjeplads.
På opløbsstrækningen havde Pogacar ladet sig falde nogle meter tilbage for at få et tilløb i spurten.
Det opdagede van der Poel og åbnede sin spurt langt udefra, inden Pogacar havde fået sin cykel op i fart, og hollænderen holdt også Ganna bag sig på de sidste meter.
Hårdt Pogacar-angreb rensede ud
Forinden havde Pogacar med et dræbende angreb på Cipressa-stigningen ændret den ret traditionelle opskrift for, hvordan man vinder det prestigefyldte maraton-monument.
Normalt holder favoritterne sig samlet helt hen til opkørslen på Poggio få kilometer fra mål, hvor det hele eksploderer i et inferno af angreb.
Denne gang stod det ved foden af opkørslen klart, at kun tre ryttere kunne komme i spil til sejren.
Pogacar, Ganna og van der Poel havde distanceret feltet med knap 40 sekunder, og blandt andre danske Mads Pedersen måtte slukøret nøjes med at køre om placeringer uden for podiet.
ritzau




























