For Armand Duplantis er det en meget uvant fornemmelse at blive nummer 2.
Det svensk-amerikanske stangspringsfænomen dominerer sin sport i så voldsom grad, at han ofte udelukkende konkurrerer mod sig selv, og da han for nylig vandt Diamond League-stævnet på Stockholms olympiske stadion ved at sætte verdensrekord med 6,28 meter, var det hans 29. sejr på stribe. Siden har han yderligere vundet et stævne i Ostrava ved at springe 6,13 meter, og spørgsmålet er, om 25-årige Duplantis nogensinde bliver besejret igen, for intet tyder på, at han er tæt på at have nået sin grænse trods de surrealistiske højder, han bevæger sig i.


























