Landsholdskeeperen Dominik Kotarski skifter til FC København, som dermed har fundet afløseren for Diant Ramaj. Klubben har også hentet en ny forsvarsspiller.

FCK køber kroatisk målmand til at lukke hullet efter Ramaj

Lyt til artiklen

FC København har købt den kroatiske landsholdsmålmand Dominik Kotarski i græske Paok og udstyret ham med en femårig aftale.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.

Dermed har FCK lukket hullet efter Diant Ramaj, der med stor succes var på leje fra Borussia Dortmund i forårssæsonen.

Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fremhæver den 25-årige keepers stærke fundament.

»Han har en god skole fra Dinamo Zagreb og Ajax, og det har givet ham en stærk teknisk og taktisk base. Han har samtidig vist sig positivt frem i både nationale ligaer og europæiske turneringer«.

»Han kender til at spille under et stort pres og i klubber med høje krav, og derfor mener vi også, at han passer godt ind i FC Københavns miljø«.

»Vi får en keeper, der både kan levere her og nu, og som stadig har potentiale til at udvikle sig endnu mere«, siger sportsdirektøren.

To optrædener på A-landsholdet

Ramajs gode spil med fødderne gjorde, at FCK havde en vigtig brik i opspillet på målmandspositionen. Og også Kotarskis evner i pasningsspillet fremhæves af FCK-træner Jacob Neestrup.

»Dominik er en moderne målmand. Han er reaktionsstærk ved afslutninger fra kort afstand og god i en-mod-en-situationer«.

»Yderligere er det en keeper med en god ro i spillet med bolden, som derfor også kan hjælpe os offensivt.

»Dominik er vant til at spille under pres, og han har allerede spillet mange vigtige kampe i sin karriere«, siger han.

Dominik Kotarski har stået for Paok siden sommeren 2022. I den periode har han også spillet sig på det kroatiske landshold, hvor han dog primært har varmet bænken.

To optrædener på A-landsholdet er det dog blevet til for den tidligere U21-landsholdsmålmand, som ser frem til at rykke til den danske hovedstad.

»Jeg er virkelig glad for at være her. FC København er Skandinaviens største klub, og det her er et stort skridt i min karriere«.

»Jeg har fulgt klubben og set, hvordan man spiller med ambitioner både i ligaen og i Europa, og jeg vil gøre alt for at bidrage til nye succeser«, siger keeperen.

FC København har også været på indkøb i Japan og hentet den 21-årige forsvarsspiller Junnosuke Suzuki. Japaneren er hentet i Shonan Bellmare i hjemlandet, og Suzuki har fået en kontrakt frem til sommeren 2030.

Suzuki fik tidligere i år debut for det japanske landshold.

»Han har et stort udviklingspotentiale og passer perfekt ind i vores strategi om at hente unge, udviklingsparate spillere, som samtidig har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet og være med til at vinde pokaler i FC København«, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her