Over 30 personer er anholdt i sag om ulovlig gambling, siger FBI-direktør. Heriblandt to NBA-personligheder.

NBA-cheftræner og spiller anholdt i stor sag om ulovlig gambling

Foto: John Hefti/Ritzau Scanpix
Foto: John Hefti/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Cheftræneren for NBA-holdet Portland Trail Blazers, Chauncey Billups, er blevet anholdt i en stor sag om ulovlig gambling. Det samme er Miami Heat-spilleren Terry Rozier.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder blandt andet ABC News.

Anholdelserne er sket som led i en føderal efterforskning af ulovlig gambling. I alt er mere end 30 personer blevet anholdt, siger FBI-direktør Kash Patel på et pressemøde.

Billups har siden 2021 stået i spidsen for Trail Blazers.

Han har også en fortid som spiller i den nordamerikanske liga, hvor han var en stor profil for blandt andet Detroit Pistons. Den tidligere guard spillede i NBA fra 1997 til 2014 og kom i Hall of Fame for sine præstationer som spiller.

Jobbet i Trail Blazers var Billups første cheftrænerjob i ligaen. Han stod på sidelinjen så sent som natten til torsdag dansk tid, hvor Trail Blazers åbnede NBA-sæsonen med et nederlag til Minnesota Timberwolves.

Terry Rozier har spillet i NBA siden 2015, hvor han blev draftet af Boston Celtics.

Siden har han også spillet fem år i Charlotte Hornets, inden Rozier i 2024 skrev under med sin nuværende klub, Miami Heat.

Over sine mere end ti år i ligaen har point guarden scoret 13,9 point i gennemsnit per kamp. Han var ikke med til Miami Heats åbningskamp i sæsonen, da han døjer med en baglårskade.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her