U-S-A, U-S-A, U-S-A. Råbene gjaldede gennem Stadio Olimpico del Ghiaccios gamle vægge, og det var helt forståeligt, at tilskuerne fra De Forenede Stater var begejstrede og havde behov for at udtrykke det så taktfast. For nede på isen tryllede det amerikanske curlinghold, og det gik ud over et dansk mandskab, der blev ydmyget og tabte 10-3.
»Vi kommer egentlig godt fra start, men så er der nogle chancer, som vi ikke lige udnytter. Sådan er curling, og nogle gange er det en sten, der gør forskellen på, om vi har overtaget«, lød det fra en fattet dansk viceskipper Mathilde Halse, efter at Danmark for anden kamp i træk gav op efter 8. ende.



























