Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Jannik Sinner brød Novak Djokovic en gang i hvert sæt og er klar til Wimbledon-finalen mod Alexander Zverev.

Sinner sikrer Wimbledon-finaleplads med sejr over Djokovic

Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Årets Wimbledon-finale i herresingle bliver et opgør mellem de to højest seedede spillere fra turneringens begyndelse.

Det er en kendsgerning, efter at den forsvarende vinder og verdensetter, Jannik Sinner, fredag aften slog serbiske Novak Djokovic i et stormøde i den anden semifinale.

6-4, 6-4, 6-4 lød de italienske sejrscifre på i en særdeles velspillet tenniskamp, hvor Sinner virkede nærmest urørlig.

Tidligere fredag spillede Alexander Zverev, der er seedet nummer to i turneringen, sig i sin første Wimbledon-finale, da han slog den britiske wildcard-spiller og store overraskelse Arthur Fery.

I den anden semifinale bød Sinner og Djokovic på tennis fra allerøverste hylde, og derfor var det de små marginaler, der afgjorde kampen.

Italieneren lavede stort set ingen fejl og afgav ikke et eneste serveparti, mens han en enkelt gang i hvert sæt formåede at finde en snæver åbning i Djokovics server.

Dermed er Sinner i sin første grand slam-finale i 2026.

Sidste år var Sinner i finalen i alle de fire store turneringer, men dette års Australian Open bød på et semifinalenederlag, mens det i French Open blev til skuffende exit i tredje runde.

Den stime blev dog brudt fredag. Fra første sæts start var der ingen tvivl om, at det var to fra den ypperste verdenstop, der tørnede sammen.

Mod sættets afslutning kom kampens første åbning. Foran 5-4 tilspillede Sinner sig to breakbolde. Den anden udnyttede han med en skarp baghåndsvinder langs linjen.

I andet sæt var historien præcis den samme. Sinner servede fremragende, og det tvang Djokovic til at tage flere chancer i sit spil.

Det udnyttede Sinner en enkelt gang, og da han fortsat var urørlig i sine servepartier, var andet sæt også italiensk.

Sinners servegennembrud i tredje sæt kom tidligt, og derfra var det en desperat jagt fra Djokovic, der slet ikke spillede dårligt, men bare var oppe mod overmagten.

Serberen ledte konstant efter løsninger til at nedbryde den italienske mur, men Sinner strøg med en lethed fra side til side langs baglinjen og dækkede hele banen.

På den første matchbold forsøgte Djokovic sig med en stopbold, men også den blev løbet op af italieneren, der sikrede sejren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her