Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

Det var tydeligt, at det var den forsvarende mester mod en oprykker, da Arsenal slog Coventry med 3-0.

Mestrene fra Arsenal uddeler bank til oprykker i sæsonåbner

Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Åbningsopgøret i den nye Premier League-sæson blev lige så ensidigt, som man kunne forvente, når den forsvarende mester møder en oprykker.

Hjemme på Emirates var Arsenal overlegen uden at folde sig ud, da Coventry blev budt velkommen tilbage i Premier League efter 25 års fravær med et 0-3-nederlag.

Det lignede, at Arsenal havde flere gear, men det var slet ikke nødvendigt mod Frank Lampards tropper.

De velkendte profiler Kai Havertz, Bukayo Saka og Martin Ødegaard stod for scoringerne, mens nyindkøbet fra Club Brugge, Christos Tzolis, spillede 76 gode minutter, inden han blev taget ud.

Der gik ikke længe af fredagens åbningskamp, før Coventry fandt ud af, at Premier League er noget helt andet end Championship.

Gæsterne fik slet ikke ekspederet bolden væk ved det ene hjørneflag, og få sekunder senere lå bolden i målnettet.

Tyske Havertz fik bolden serveret på kanten af feltet, og den sendte han uden problemer i kassen.

Godt halvvejs i første halvleg var den igen gal i Coventrys venstre forsvarsside.

Et indlæg fra nyindkøbet Tzolis blev kun halvklaret af Coventry-keeper Carl Rushworth, og så stod Saka og Ødegaard i kø for at sparke returbolden i målet.

Få minutter inde i anden halvleg fik den norske styrmand Ødegaard lov til at komme til.

Arsenal kombinerede sig uden problemer gennem Coventrys defensiv. Det gik ikke særlig stærkt, men gæsternes markeringer var så langt fra Arsenal-spillerne, at Ødegaard til sidst fik en oplagt scoringschance.

Nordmanden ramte bolden helt skævt, men det snød keeper Rushworth, der ikke kunne holde den ude af nettet.

Arsenal var fuldstændig i kontrol, og man sad med en fornemmelse af, at hvis mestrene gad, kunne det være blevet en storsejr.

Men speederen blev slet ikke trykket i bund, og derfor blev Ødegaards scoring aftenens sidste.

Danske Victor Torp blev i den sidste halve time skiftet ind for Coventry i stedet for FC Nordsjælland-rekordsalget Caleb Yirenkyi, men det var svære omstændigheder at komme ind til for danskeren.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her