Fodboldens internationale transfermarked sætter igen økonomisk rekord.
Verdens fodboldklubber har således aldrig sendt så mange penge på tværs af landegrænser, som det var tilfældet i sommerens transfervindue.
Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) torsdag på baggrund af en analyse, der udelukkende omfatter internationale spillerhandler - altså handler, hvor pengene flytter over landegrænser.
Ifølge indberetninger fra klubberne har Fifa opgjort, at der er spenderet 9,89 milliarder dollar på internationale handler. Det svarer til næsten 64 milliarder kroner.
Det er rundt regnet en milliard kroner mere end sommertransfervinduet sidste år.
Ifølge Fifa brugte de danske klubber 70,8 millioner dollar på spillere fra klubber i andre lande denne sommer. Det svarer til cirka 455 millioner kroner.
Og der var overskud på betalingsbalancen i Danmark. De danske klubber sendte nemlig spillere ud af landet for et beløb svarende til cirka 1,25 milliarder kroner.
Blandt spillere, der er solgt til udlandet denne sommer, er Caleb Yirenkyi fra FC Nordsjælland til engelske Brighton samt Franculino fra FC Midtjylland til Trabzonspor.
Selv om det ikke er i nærheden af at kunne sammenlignes med tallene hos mændene, vokser beløbene ligesom tidligere år også i kvindefodbolden.
Klubberne brugte 28,6 millioner dollar på spillerhandler på tværs af landegrænser. Det svarer til cirka 184 millioner kroner. Beløbet er mere end dobbelt så stort som sidste års sommertransfervindue.
Hos både mænd og kvinder er det de engelske klubber, der bruger flest penge på internationale handler. Hos mændene brugte de engelske klubber næsten 20 milliarder kroner, mens de hos kvinderne brugte godt 50 millioner kroner.
ritzau