Undervejs i sit lange skadeforløb har Martin Laursen tænkt på fodboldlandsholdet som målet for enden af styrketræningslokalet. Og gennem hele forløbet har han været i løbende dialog med landstræner Morten Olsen, der har bakket ham op gennem de triste perioder. Men nu er det slut med særbehandlingen.
»Der er kun en grund til, at han er med på landsholdet, og det er, at han er god nok. For tre uger siden havde jeg nok tvivlet på, om han var landsholdsklar, men efter jeg så hans to første kampe, tvivlede jeg ikke længere. Der bliver stillet de samme krav til ham som til alle andre«, sagde Morten Olsen ved dagens træning i Vedbæk.



























