Landstræner Brian Lyngholm har udtaget GOG-Svendborgs højre back Trine Jensen til næste uges World Cup i kvindehåndbold, som spilles i Århus.
Venstrehåndede Trine Jensen har været et stykke fra topformen på grund af en skade, men nu vurderer Lyngholm altså, at hun kan gå ind og forstærke holdet på vejen mod EM i Sverige. Hun er desuden udset til gardering, hvis højrefløjen Josephine Touray ikke når at blive sin skade kvit.




























