Fem danske cykelryttere er blevet nomineret til titlen som årets rytter.
Blandt de udvalgte er to kvinder, og vinder en af dem, vil det være første gang i historien, at en kvinde løber med hæderen. 21-årige Linda Villumsen er blandt andet nomineret for sejren i La Route de France Féminine, der er kvindernes svar på Tour de France, mens den 18-årige juniorrytter Mie Bekker Lacota vandt EM i både enkeltstart og linjeløb, VM-bronze i enkeltstart og VM-guld i pointløb på bane. De tre mandlige nominerede er Brian Vandborg, der overraskede alt og alle ved VM i enkeltstart, hvor han var få sekunder fra bronze, vinderen af juniorernes verdensrangliste Niki Østergaard, der også vandt VM-sølv, samt bjergkongen Michael Rasmussen, der ud over den prikkede bjergtrøje vandt Tour de Frances 16. etape. Michael Rasmussen fik prisen sidste år, såvel som i 2003 og 1999. Vinder han igen i år, bliver han den første, der vinder prisen fire gange. Kåringen finder sted den 12. december.




























