Lyngholms første store test

Seværdigt, underholdende og effektivt, lyder opskriften på den håndbold, Lyngholm vil have de danske piger til at spille.
Seværdigt, underholdende og effektivt, lyder opskriften på den håndbold, Lyngholm vil have de danske piger til at spille.
Lyt til artiklen

Tag ikke fejl, landstræner Brian Lyngholm vil vinde. Vinderholdet er bare ikke klart endnu. Juster derfor forventningerne til to uger med EM i kvindehåndbold i Sverige, der garanteret vil byde på en perlerække af øjeblikke, hvor danske stjernefrø vil trylle for i næste øjeblik at miste overblikket af den kraftige cocktail modstand og nerver, som en slutrunde byder på.

Del af gamet
Men det er en del af gamet at præstere under pres, og hvordan skal spillerne lære det, hvis ikke deres træner giver dem tillid og ansvar, spørger Brian Lyngholm retorisk.

Han er snart 43 år, tidligere håndboldspiller, fodboldspiller, uddannet revisor og p.t. på orlov fra sit job som økonomichef i Sparekassernes Data Central. Landstrænerjobbet fik han tilbudt for første gang for otte år siden, men det var først i begyndelsen af dette år, da Jan Pytlick stoppede, at han takkede ja.

Hustruen Anne Marie kunne tydeligt mærke på ham, at det er det, han brænder for, og siden er det gået stærkt. Midt i generationsskifte For holdet har han mere eller mindre frivilligt forynget markant, da garvede kapaciteter som Rikke Hørlykke, Mette Vestergaard, Karen Brødsgaard og Josephine Touray enten er stoppet eller skadet. Og derfor er målsætningen dalet til en plads i top-6. »EM er et skridt på vejen mod OL, men lige nu er EM det vigtigste for mig – og for spillerne, og vi vil da prøve at vinde alle kampene. Men man skal også kunne acceptere, at der er ting, som andre hold og andre spillere bare er bedre til. Men altså, var jeg gået ind i det her job med frygt for at præstere, så skulle jeg ikke have taget det. Jeg glæder mig derimod over at kunne give mit bidrag til udviklingen af dansk kvindehåndbold«, siger Brian Lyngholm. Håndbold skal ifølge hans hoved spilles, så det er seværdigt, underholdende og effektivt. Som da Rusland var i undertal mod Danmark i World Cuppen i Århus i oktober. Da sendte en bagspiller bolden ud til venstre fløj, der greb den hængende i luften og tiltrak sig målmandens opmærksomhed, blot for at ekspedere bolden videre ind på stregen, hvor endnu en spiller hang i luften og dermed kunne kaste den i et tomt mål. »Jeg var vild med det dobbelte vip, det var både superflot, underholdende og effektivt, og jeg kunne ikke gøre andet end at klappe anerkendende af Trefilov (Ruslands træner, red.), selv om målet selvfølgelig gik imod os«, siger Brian Lyngholm. Begejstringen over selve spillet er åbenbar, og kernen i hans håndboldfilosofi er netop, at det underholdende også kan være uhyre effektivt, når det udføres af gode spillere. Mere komplette spillertyper »Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fremtiden – ja allerede nutidens – håndbold kræver komplette spillere, som kan en hel masse på egen hånd, og som samtidig evner at spille kollektivt. Jeg har ikke en ener som Anja Andersen eller en Bojana Popovic, men et hold, som jeg er meget imponeret over, hvor godt fungerer både på og uden for banen. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle enere, men naturtalentet, der rager op over alle andre, har jeg ikke«. Naturtalenter eller blot talenter, det ændrer ikke ved kravene til spillerne. For en spiller, som ikke udvikler sig, er under afvikling, er en af Lyngholms mantraer, og han mener det. »Jeg vil udvikle spillere, som ikke kommer i problemer, når de står i det afgørende øjeblik, og kampen afhænger af dem. F.eks. så jeg Henriette Mikkelsen, som vel er tæt på at være verdens bedste på sin plads, skyde til det korte hjørne to gange i træk forleden, og så bad jeg hende om kun at tænke på at springe højt ind i feltet de næste ti gange – og øjeblikket efter sprang hun så højt, at hun havde masser af tid til at variere sit skud«, forklarer landstræneren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her