Målmand Peter Henriksen mente som de fleste andre danskere, at det var marginalerne, der afgjorde semifinalekampen.
»Ligesom vi vandt på små marginaler mod Island i omkampen den anden dag, så tabte vi på små marginaler i dag. Hvis vi skulle have vundet den, så skulle vi have vundet den i den ordinære kamp, hvor vi har chancen til sidst. Jeg synes, det er to lige hold, og det er marginalerne, der ikke går vores vej i dag«, sagde Peter Henriksen efter kampen til TV2.




























