Det har ikke set lige sikkert ud hele vejen, men verdensetteren i herresingle Lin Dan er klar til sin fjerde finale i træk i badmintonturneringen All England.
Lin Dan, der vandt turneringen i 2004 og 2006, tabte i år sæt i både første runde og i fredagens kvartfinale, men i lørdagens semifinale mod Bao Chunlai var der ingen slinger i valsen, da Lin Dan fejede sin landsmand af banen med cifrene 21-14, 21-16.



























