Danmark har en reel chance for at få de olympiske lege i 2020 eller 2024. Det vurderer et flertal af 80 eksperter og personer med indflydelse i den internationale sportsverden, som indgår i en undersøgelse om Danmark som OL-vært, der er foretaget af konsulentfirmaet TSE Consulting. 68 procent af de adspurgte mener, at København og Danmark har en chance for at vinde OL i 2020 eller 2024. TSE Consulting, der rådgiver i forbindelse med hvervning af sportsbegivenheder, åbner i dag et kontor i Danmark og præsenterer i den anledning resultaterne af rundspørgen, som Politiken er i besiddelse af.
Opbakning til dansk OL-drøm
Bureauet har stillet syv spørgsmål til sit 80 mand store panel af eksperter og indflydelsesrige folk fra sportens verden, herunder rådgivere af medlemmer fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Og da de 111 IOC-medlemmer ikke udtaler sig om enkelte byers chancer for at blive OL-vært, er det TSE Consultings vurdering, at meningerne fra dette faste panel er det tætteste, man kommer IOC-medlemmernes holdning.
Og de fleste bakker op om den danske OL-drøm.
Ud over troen på en dansk sejrchance mener 68 procent også, at København og Danmark skal byde på et OL.
De positive ytringer fra panelet får ikke formanden for Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Kai Holm, der også er medlem af IOC, til at miste jordforbindelsen. Han er da glad for, at andre end ham mener, at Danmark er i stand til at arrangere et OL, men rundspørgen ændrer ikke ved, understreger Kai Holm, at projektet stadigvæk er en drøm og kræver handling på flere fronter, før den kan blive til virkelighed.
»Langtidsmålet hedder OL 2024. Det kræver, at en række forudsætninger skal falde på plads inden, og hvis de ikke gør det, giver det ingen mening at søge om OL«, siger han.
Ritt: Et projekt for Danmark






























