Nogle gange går et væddeløb i stå. Det skete i Charlottenlund i går aftes, efter at storfavoritten Axel Jacobsen med Desert Classic havde afvist næstfavorit Golden Queen (Flemming Jensen) i startkampen, og efter at Flemming Jensen havde trukket i land og ind bag Desert Classic.
Da ingen af de øvrige seks konkurrenter undervejs havde lyst til at udfordre Desert Classic ud fra en overbevisning om, at det ville blive til eget nederlag, tog Axel Jacobsen så meget tempo ud af løbet, at han med King of Mystic (Jan Henriksson) på siden låste Golden Queen fast og først de allersidste meter lod sin egen hest få frit løb.




























