Ulrik Wilbek har forlænget sin kontrakt med det danske herrelandshold i håndbold, så den nu løber frem til 2012. Det falder i god jord hos landsholdets forsvarskrumtap Lars Jørgensen.
»Jeg er rigtig glad for, at han fortsætter. Det er en kapacitet både som træner og som menneske, som forbundet nu heldigvis har forlænget med. Jeg har været meget begejstret for ham som træner. Han får spillerne til at levere et hundrede procent hver gang, og så er han er en menneskekender. Spillerne tør godt sige det til ham, hvis vi i en periode er for hårdt spændt for fysisk, og det har han fuld forståelse for. Det er ikke alle trænere, der har det«, siger Lars Jørgensen, der til daglig spiller i den spanske klub Portland San Antonio.



























