Brian Laudrup står stadig på den ønskeliste over internationale topspillere, som fodboldforbundet i Qatar vil have fat i til at udfylde i stjernerolle på et af holdene i 10-holdsligaen. Turneringen er i den igangværende sæson blevet løftet gevaldigt med indkøbet for mange millioner af skattefrie dollar af en række kendte internationale navne, der af forbundet er fordelt rundt til alle klubber. Hvis han havde ønsket det, kunne Brian Laudrup angiveligt have været med som gæsteoptræder på Esbjergs Superligahold, der for tiden er i træningslejr i Qatar. Laudrup er et hot navn i Qatar Og det ville givetvis, siger en mand med forstand på tingene, både have betydet, at Qatar-klubberne ville have stået i kø for at få Brian Laudrup til at skrive under på en kontrakt her og nu, og ført til, at Esbjergs træningskampe ville have været sande tilløbsstykker. »Her i Qatar har dansk fodbold et vældig godt navn - og Laudrup-brødrene er kendt og beundret af alle«, forklarer Finn M. Jensen, assistenttræneren i Rayyan Sports Club, hvor landsmanden Jørgen E. Larsen netop igen er blevet cheftræner. Masser af millioner Jørgen E. Larsen-Finn M. Jensen gjorde reklame for Danmark, da de i begyndelsen af 1990'erne førte Rayyan Sports Club til både mesterskabet og finalesejr i pokalturneringen, der bærer emirens navn. Og da det danske landshold vandt europamesterskabet og nogle år senere kom til tops i Intercontinental Championship i Saudi-Arabien, blev dansk fodbolds renommé yderligere styrket hernede. Der er flere millioner (i dollar) at indkassere i Qatar for de bedste spillere. Det menes, at brasilianeren Romario fik, hvad der svarer til én million kroner pr. kamp, han spillede i en tremåneders periode for Al Sadd Club i sidste sæson. Og så fik hans fra Brasilien medrejsende fysioterapeut, massør og manager selvfølgelig også gode lønninger. Der var udsolgt, små 20.000, til hans debutkamp. Han levede på banen ikke op til de forventninger, der var stillet til ham, men han trak alligevel tilskuere. Han var en slags prøveballon. Det her en smaddergod idé, konstaterede man i fodboldforbundet, hvor tyskeren Manfred Höhner dirigerer som generalsekretær. Vi skal have nogle store navne i ligaen, og det skal være nu, når Qatar er ved at forberede sig på at være vært for Asian Games i 2006. Jagter store navne Fodbold er på programmet dér, og det er målet i kraft af udenlandsk bistand at hæve niveauet både, hvad angår publikumsinteressen, og den generelle spilkvalitet hos de indfødte spillere. Det har bidraget til at gøre kampene i ligaen til større begivenheder, at folk ikke mere kan sidde derhjemme og se alle kampe i direkte tv-transmissioner. Nu må tv-stationerne først vise billeder fra topopgørene sent om natten og næste formiddag, og man har gjort det mere attraktivt for folk at komme på stadion ved at lave mange dobbeltarrangementer med to kampe lige efter hinanden i et aftenprogram på fire timer. Nu er der ofte 16.000-18.000 tilskuere til topkampene, og 45.000, når Emir Cuppen afgøres med finalen på det nationale Khalifa stadion. Når Asian Games går i gang, vil der blive spillet fodbold på flere helt nye stadioner. I øjeblikket bliver der f.eks. arbejdet 24 timer i døgnet på at ombygge Al Sadds hjemmebane til et stadion, der skal have navnet New Trafford og vil være en tro kopi af Manchester Uniteds Old Trafford. Manfred Höhner, der har arbejdet med at udvikle fodbolden i 28 lande verden over, inden han kom til Qatar, skal nu på rundrejse i Europa for at hyre spillere til næste sæson. Prominent ønskeliste Foruden Brian Laudrup står der prominente navne på ønskelisten, bl.a.: Gianfranco Zola, Roberto Baggio, Frank og Ronald de Boer, 'Jay-Jay' Okocha, Nwankwo Kanu, Emmanuel Petit, Henrik Larsson, Marcel Desailly, Jimmy Floyd Hasselbaink og Thomas Hässler. Det store spørgsmål er, hvor højt Qatars landshold kan blive løftet. Med et smart 'trick' vil forbundet og Manfred Höhner skyde genvej til at skabe et slagkraftigt mandskab i løbet af meget kort tid. Tyskeren mener, at FIFA's regler giver tilladelse til, at spillere, der ikke har repræsenteret deres lands A-hold, vil kunne skifte fodboldnationalitet og (for god betaling, naturligvis) få lov til at repræsentere et andet land end det, de er født i. Den opsigtsvækkende plan er, at Qatar vil hente fem udenlandske spillere til forstærkning af A-landsholdet, som er gået i gang med kvalifikationen til VM 2006. En af de fem skulle være Werder Bremens Bundesliga-topscorer Ailton, der indtil videre ikke er fundet god nok til Brasiliens hold. Brian Laudrup kan ikke blive Qatar-landsholdsspiller. Men Manfred Höhner ser altså meget gerne, at 1992-europamesteren, der egentlig er fodboldpensionist og blot holder formen ved lige på Danmarks oldboyslandshold, 'bare' siger ja til snart at være med til at kaste ekstra glans over ligaen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























