Alberte Holm Lindberg blev snydt for deltagelsen i det afsluttende medaljeræs, da vinden døde fuldstændig på sidstedagen af Breitling Regatta i Holland, men det ændrer ikke på, at den 19-årige sejler i den forløbne uge har leveret sin karrieres bedste resultat.
Med en niendeplads er Alberte Holm Lindberg den første dansker, der har kvalificeret sig til at være blandt de ti deltagere ved medaljesejladsen ved et Eurolympstævne, siden Laser Radial kom på det olympiske program i 2004, men manglende vind aflyste dagens sejlads.




























