Riis, Zabel og Aldag skal ikke stå alene med deres dopingbekendelser. Derfor overvejer Den Internationale Cykelunion (UCI) at indføre amnesti til fortidens dopingsyndere. Unionen tror ikke på flere erkendelser, medmindre rytterne får tilbudt frit lejde.
»Amnesti er noget, der er blevet foreslået os flere sider fra. Og det vil vi overveje i den kommende uge, det er vi ganske enkelt nødt til«, siger Anne Gripper, chef for UCI's antidopingmyndigheder, til Berlingske Tidende fredag.



























