Statistikken siger, at Silkeborg og OB ikke kan spille mod hinanden uden at score. Det er endnu ikke sket i løbet af 43 indbyrdes kampe i den bedste række, så det er tæt på at være en kendsgerning efter OB's 2-1-sejr søndag. Spørgsmålene der skulle besvares på Silkeborg Stadion var derfor ikke så meget, om målene kom, men om OB's angrebsduo Mwape Miti og Steffen Højer kunne komme rigtigt i gang på Silkeborg Stadion. Og ikke mindst om Silkeborg kunne score uden Rajko Lekic. Miti på pletten Det første svar kom de små fem tusinde tilskuere ikke vente længe på. Efter fem minutter sparkede Thomas Lindrup sit første præcise indlæg ind til Mwape Miti. Den zambiske 200-kampsjubilar bliv ligeså lidt dækket, som Lindrup blev presset, og han headede let bolden i mål. Svag indledning af hjemmeholdet Silkeborg skulle nu finde ud af, om de kunne svare igen uden Rajko Lekic. Det spørgsmål måtte silkeborgenserne dog vente med et svar på. Faktisk måtte de vente et godt stykke tid med at finde ud af, om Silkeborg overhovedet kunne spille fodbold uden de skadede spillere, Anders Veller i midterforsvaret, og Peter Degn på højrekanten. Hjemmeholdets usikkerhed bagtil, manglende gejst på midtbanen og alt for stor afstand mellem kæderne blev udnyttet af OB. Til dels. Gæsterne spillede rundt på både deres egen og modstandernes banehalvdel uden at blive rigtig presset. Selv uden stor aggressivitet kunne OB faktisk godt have scoret i hvert fald et mål mere inden pausen. Lindrup i hopla »De sidste ti minutter kunne vi næsten spadsere«, som Thomas Lindrup sagde. Samme Lindrup var i øvrigt kampens bedste spiller, indtil han måtte forlade banen et kvarter inde i anden halvleg. Han udfordrede flittigt Jonas Troest og Thomas Poulsen, og de fleste dueller vandt Lindrup. Desværre for OB fik Lindrups ene baglår sat en stopper for hjemmeholdets lidelser, og heldigvis for de stribede fynboer regner Lindrup med at samme baglår bliver klar til næste kamp. Borre fordoblede Set med Silkeborg-øjne begyndte anden halvleg lige så dystert, som de grå skyer der hang massivt over det nye stadionur. Det havde kun været på arbejde et enkelt minut i anden halvleg, inden OB igen benyttede sig af den gode plads blandt Silkeborgs midtbane- og forsvarsspillere. Igen var det Lindrup, der lagde op. Denne gang med en tværaflevering, som ifølge fodboldlogikken aldrig burde være nået over til Martin Borre. Det gjorde den imidlertid, og Borre scorede sikkert ved den fjerneste stolpe. Silkeborg vågnede op OB lignede nu en sikker vinder, men efter yderligere ti minutters tid, viste Silkeborg pludselig, at de faktisk har et udmærket fodboldhold selv med et par reserver på banen. Indskiftede Henrik Schnedler sparkede efter små 60 minutter et frispark ind i feltet og Iddi Alkhag sprang højt og snittede den ind forbi Arek Onyszko. I stort set samme øjeblik kom en regnbue til syne på den grå Silkeborghimmel - det passer faktisk - og efter reduceringen spillede Silkeborg mere som det hold, der indtil kampen mod OB lå nummer et, end som det tandløse mandskab der havde kedet publikum kampens første to tredjedele. Defensivt lå de meget tættere på OB'erne, og offensivt turde de mere. Mere eller mindre over hele linjen. Førnævnte regnbue endte dog ikke i en krukke med gyldne point, men på et regnvådt tribunetag. I stedet fik OB en vigtig sejr, og nåede med ti point op på siden af hjemmeholdet. Lige ved og næsten Iddi Alkhag var tæt på at få udlignet efter samme opskrift som førte til reduceringsmålet, men det blev ved næsten. Til stor ærgrelse for Silkeborgs målscorer, der dog nåede at besvare et væsentligt spørgsmål hos hovedparten af de fremmødte. I hvert fald fik han gjort op med Rajko Lekics spøgelse, og vist at han, og Anders Clausen nok skal lave mål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























