Fem dage. Så lang – eller så kort – var sommerferien for spillerne på Lyngby Boldklubs nye SAS-liga-mandskab, inden træningen igen begyndte sidste lørdag. I sidste sæson overstrålede de samtlige modstandere i Viasat Sport-divisionen, hvor det blev til hele 71 scoringer og 19 sejre i 30 kampe. Den offensive spillestil vil træner Kasper Hjulmand holde fast i. »Det ville være selvmord at forsøge at skifte stil nu. Vi er et hold, som gerne vil være i boldbesiddelse, og hvis der kommer kampe, hvor vi ikke har bolden ret meget, så er det altså ikke, fordi vi ikke vil have den, men fordi modstanderne er bedre til at holde fast i den end os«, siger Kasper Hjulmand. Han tilføjer, at der vil blive foretaget små justeringer, men siger samtidig, at vi vil få samme type hold at se som i sidste sæson. »Lyngby spiller noget fodbold, som begejstrer, og det håber jeg, de bliver ved med – også når de kommer under pres på de store udebaner rundt omkring«, siger Esbjergs sportsdirektør, Niels Erik Søndergaard. Sammen med holdet har Kasper Hjulmand analyseret sig frem til, hvad Lyngby skal blive bedre til, hvis målsætningen om overlevelse i SAS-ligaen skal realiseres. I opstartsfasen har Lyngby derfor fokuseret på at forbedre de defensive aspekter af spillet. »Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis man kigger på holdenes vægt, så er vi omkring 5-6 kilo lettere per mand – så vi vil forsøge at forbedre vores presspil og vores fysiske duelspil for bedre at kunne holde bolden så langt som muligt fra vores mål«, forklarer han. Kasper Hjulmand forklarer, at han også har arbejdet med holdet på det mentale plan, så spillerne er klar, når SAS-ligaen genoptages. »De vil komme under et helt andet, og meget større, pres fra medierne og andre, og det har vi forsøgt at forberede spillerne på«, siger han. Klubben solgte i sidste uge et af holdets største profiler, kantspilleren Tobias Mikkelsen, til Brøndby for omkring 2 millioner kroner, men det er fortsat primært de tilbageværende offensive kort, som skal sikre klubben point i den bedste række i år. På forhånd ønsker Kasper Hjulmand dog ikke at fremhæve enkelte spillere. »Vi har et godt hold, og vores styrke ligger helt klart i den ånd, der er i klubben og omkring holdet«, siger han. Alligevel synes det at stå klart, at klubben i høj grad vil sætte sin lid til, at folk som Kim Aabech, Anders Jochumsen, Lasse Rise og den færøske landsholdsspiller Christian Holst kan finde topformen frem fra efterårssæsonens start – trods den korte sommerpause. Samtidig har man hentet HIK’s topscorer og nykårede Årets Spiller, den lynhurtige Danny Andersen, til at skabe øget konkurrence om spilletid på højeste niveau. På midtbanen har klubben tilføjet en anden færing, nemlig den tidligere Køge- og Brøndbyspiller Tem Hansen, som er skiftet fra nedrykkerholdet Fremad Amager. Men endnu savner holdkammeraterne en erstatning for Tobias Mikkelsen. »Det er et vanskeligt marked at manøvrere på, når man har et transfervindue, der først lukker 1. september. Så det er svært at sige noget om, hvad der sker«, siger Kasper Hjulmand. Klubbens sportschef, Birger Jørgensen, er heller ikke særlig meddelsom, men han regner fortsat med, at der vil komme yderligere forstærkninger til truppen, selv om en af dem måske bliver svær at overtale. »Vi kigger på et par stykker, og så ville Claus Jensen heller ikke være af vejen«, griner Birger Jørgensen, men sportschefen indrømmer straks, at det nok ikke er så realistisk, at vi får landsholdsspilleren at se i den blå Lyngbytrøje i dette års SAS-liga.
Ferie, hvad er det?






























