Med to en halv måned til bokseren Mikkel Kesslers VM-møde med den 35-årige walisiske WBO-verdensmester, Joe Calzaghe, har den danske WBA- og WBC-verdensmester nu gået de første seks sparringsomgange mod Team Palle-kollegaen Lolenga Mock i København.
»Lolenga har indvilget i at sparre med mig et par gange her i denne uge, så jeg kan føle på tænderne, hvordan formen, timingen og hurtigheden ligger lige her og nu. Den rigtige VM-sparring indleder jeg dog først midtvejs i september og med højrefodede boksere som Joe Calzaghe«, sagde Mikkel Kessler i dag.



























