Danmarks bedste bordtennisspiller Michael Maze har nået semifinalen ved Super Cup i Rusland, hvor Europas otte bedste spillere mødes. Maze slog i sin sidste gruppekamp tirsdag aften østrigeren Werner Schlager med cifrene 11-4, 4-11, 11-4, 6-11, 11-8 og har dermed kvalificeret sig til onsdagens afgørende kampe.
»Michael spillede en rigtigt god kamp i et højt tempo og havde hele tiden kontrollen med Schlager, selv om østrigeren hele tiden forsøgte at tage farten af spillet«, siger landstræner Peter Sartz, der var med på sidelinjen.



























