Bokseren Mikkel Kessler var udset til at være den store prøvekanin, da TV2 kastede sig ud i sit første pay-per-view eventyr sidste forår med danskerens VM-kamp mod mexicanske Librado Andrade.
Men tv-stationen slap langt fra godt forsøget, hvor den almene dansker for en plovmand kunne få Kesslers VM-brag frem på skærmen. »Det var et fint arrangement, hvor vi fik afprøvet en masse ting og lavede en flot produktion til HBO, men økonomien, den så ikke god ud«, siger TV2’s sportschef, Flemming Meier. Sportschefen ønsker ikke at uddybe, hvor galt regnskabet så ud efter den store tv-begivenhed i Parken. Og det gør TV2’s ledelse heller ikke. TV-stationen oplyser, at man af forretningsmæssige årsager aldrig kommenterer økonomien i enkeltaktiviteter.




























