Det er tæt i toppen i mændenes Tele2 Liga i håndbold. Det understregede Bjerringbro-Silkeborg-Voel, BSV, og GOG Svendborg, da de to hold spillede uafgjort 30-30 onsdag aften i Silkeborg-Hallen.
Gæsterne førte 16-15 ved pausen, og selv om fynboerne trak en smule fra i begyndelsen af anden halvleg, så holdt Bjerringbro-Silkeborg hele tiden snor i modstanderne. Og takket være en fornem præstation af playmaker Morten Olsen, der scorede syv af sine otte mål i de sidste 30 minutter, lykkedes det hjemmeholdet at spille sig frem til en situation, hvor man med to mand i overtal og få sekunder igen havde chancen for at afgøre kampen til egen fordel.



























