Det hører bestemt ikke til den faste dagsorden, at ligefrem flere danske herresingler stiller op som favoritter i kvartfinalerne ved badmintonturneringer på højeste internationale niveau. En kombination af afbud, gode præstationer og en enkelt stor overraskelse gør imidlertid, at det er tilfældet ved Denmark Open i Odense.
Som nr. 6 i verden på hjemmebane mod nr. 20 undgår Kenneth Jonassen i hvert fald ikke den betegnelse, når han fredag aften møder Chetan Anand, selv om inderen i 2. runde stod for turneringens hidtil største overraskelse med sejr over Sony Dwi Kuncoro fra Indonesien.




























