Skjern Håndbold balancerede på kanten af sæsonens første nederlag, men alligevel lykkedes det for vestjyderne at hente det ene point hjemme mod KIF Kolding. Vestjyderne var undervejs i anden halvleg bagud med 21-23, men efter slutfløjtet stod der 29-29 på lystavlen i Skjern Bank Arena.
Dermed er Skjern - som det eneste hold i en meget jævnbyrdig CBB Mobil Liga - fortsat ubesejret efter otte kampe. Holdet deler førstepladsen i tabellen med AaB Håndbold, der også har 13 point for otte kampe, men Bjerringbro-Silkeborg følger lige i halen med 12 point for en kamp mindre.




























