Kynisme og større træfsikkerhed sendte lørdag Team Tvis Holstebros håndboldherrer i pokalfinalen, da Lars Rasmussen og holdkammeraterne besejrede HC Midtjylland med 36-32. Med sejren er vestjyderne klar til klubbens første pokalfinale, hvor enten Bjerringbro-Silkeborg eller GOG Svendborg venter.
HC Midtjylland, der spiller i landets næstbedste række, gik efter at skabe en overraskelse, men i løbet af anden halvleg trak Team Tvis Holstebro - godt bakket op af hjemmepublikummet i Holstebro - fra gæsterne. En del afbrændere i de sidste minutter betød dog, at HC Midtjylland fik pyntet lidt på slutresultatet.



























