Peter Gade kom godt fra land i badmintonturneringen Copenhagen Masters, da han lørdag aften besejrede landsmanden Joachim Persson med 21-17, 20-22, 21-12.
Joachim Persson var en smule hæmmet af, at han i eftermiddagens nederlag til Wong Choong Hann vrikkede om på foden. Måske derfor varede det noget, inden han fandt sit spil, og Peter Gade kunne relativt ubesværet afgøre første sæt til sin fordel efter at have ført hele vejen gennem sættet.




























