Stille og roligt er briten Andy Murray ved at udvikle sig til en skrækmodstander for tennisesset Roger Federer.
Kort inde i det nye år sendte Murray schweizeren ud af en opvisningsturnering i Abu Dhabi, og fredag måtte Federer sige farvel til ATP-turneringen Qatar Open med et nederlag på 7-6, 2-6, 2-6.
Tålmodighed fra baglinjen
Det var Murrays femte sejr i seks kampe mod Federer, og igen var opskriften nogenlunde den samme. Tålmodigt spil fra baglinjen og en perlerække af flotte vindere tippede kampen over til fordel for skotten.



























